Film og foredrag i Assens provsti 2022/2023

Fælles arrangementer for hele provstiet

Film og foredrag i Assens provsti  2022/2023

 

Vi værdsætter alle sammen vores lokale sognearrangementer, og dem ville vi nødigt undvære. Men nogle gange kan man lidt mere, når man løfter i flok. I efteråret vil vi begynde på to større projekter, som vi er fælles om i provstiet:  En fælles foredragsrække og et filmprojekt, vi har kaldt Katedralbio.

FÆLLES FOREDRAGSRÆKKE: TRO TIL TIDEN – TID TIL TROEN

I sæsonen 2022-2023 vil der være fire fælles foredrag i Assens provsti, hvor vi vil komme rundt i forskellige sognehuse og høre forskellige foredragsholdere.  De vil hver især fortælle om deres tilgang til troen ud fra titlen: ”Kristendommen ifølge”.  De to første foredrag bliver:

Onsdag 16. november kl. 19.00 i sognelokalerne ved Vissenbjerg kirke: Kristendommen ifølge Kåre Gade

Pris pr. foredrag 50 kr, som inkluderer kaffe/kage

KATEDRALBIO

6 aftner i Vor Frue Kirke, hvor provstiets præster på skift introducerer en film med bibelsk, historisk eller eksistentielt tema. Filmen vil blive vist på et meget stort lærred med professionelt lydudstyr. Hver præst vil give en kort introduktion til filmen, og bagefter vil der være mulighed for kommentarer/spørgsmål/samtale, mens der serveres en forfriskning. Filmaftenerne er gratis.

 

Tirsdag den 13. december kl. 19.00 (Bemærk tidspunkt)

Introduktion ved sognepræst Anders Fabricius, Assens-Baagø-Gamtofte

Braveheart

Episk storfilm fra 1995, inderligt drama og en god omgang action i kirken til vinter! Vi dykker ned i Mel Gibsons fortolkning af den historiske skikkelse Sir William Wallace som ledte skotterne i kamp for Skotlands selvstændighed i slutningen af 1200-tallet.

Versionen vi skal nyde denne aften, er en helt ny skanning fra de originale 35mm filmruller i 4k opløsning. Vi glæder os til at vise denne moderne filmklassiker i det stemningsfulde kirkerum. En film der i flere henseender er relevant i dag at vise i en kirke. Sognepræst Anders Fabricius fortæller kort om de universelle perspektiver der både har at gøre med bibelen i dag, krig i verden og gendigtning af historieskrivning.

Vi har ekstra tæpper og puder, men man må også gerne medbringe selv. Midtvejs vil der være en kort pause.

 

Tirsdag den 10. januar kl. 19.30

Introduktion ved sognepræst Niels Lysebjerg, Verninge

Convoy

Convoy fra 1978, instrueret af westerninstruktøren Sam Perkinpah, blev en kultfilm og grundlagde en genre og en livsstil. Filmen er lidt utraditionelt baseret på en sang, af samme navn, af kunstneren C.W McCall.

Convoy er på mange måder en moderne western, en roadmovie, hvor eneren, heroen “Rubber duck” (Kris Kristoffersen) sætter sig op imod magthaverne og derfor får følgeskab af ligesindede. De kristologiske temaer, er som i mange amerikanske film indlysende, og især hen imod slutningen er de bibelske referencer tydelige. Filmen handler om mod, om efterfølgelse, oprør, sammenhold, selvopofrelse. Mange vil i dag betragte filmen, som resten af den truckerkultur den banede vejen for, for dårlig smag. Men som Peter Bastian sagde; Man skal passe på med den gode smag. Den kan nemt stå i vejen for noget der er meget bedre!”

 

Tirsdag den 21. februar kl. 19.30

Introduktion ved sognepræst Birgitte Lerche, Assens-Baagø-Gamtofte

Ida

 

Filmen Ida fra 2013, instrueret af Pawel Pawlikowski, handler om Anna, den 18-årige novice, der forbereder sig på at blive nonne på klostret, hvor hun har boet hele sit liv. Før hun afgiver klosterløftet, opdager hun, at hun er af jødisk afstamning. En åbenbaring sætter hende på en rejse tilbage for at finde sine rødder. Det er en historie om, hvad der gør os til dem vi er. Filmen, der har danske medinstruktører, vandt en Oscar som bedste udenlandske film i 2015.