LYSET DOG SEJRER

Brylle kirkes nye skulptur

Nu er opstilling og belysning af skulpturen ”Lyset dog sejrer” blevet færdig. Skulpturen, der består af 3 stensøjler, der bærer en bronzekugle, symboliserer det stabile – treenigheden, eller tro, håb og kærlighed, og kuglen samler det hele – er kloden, menneskeheden, håbet, lyset, evigheden. Skulpturen hedder ” Lyset dog sejrer”, og er taget fra en linje i vers 6 i Skyerne gråner, nr. 733 i salmebogen. Den sidste fase på kirkegården fik et lidt længere forløb end først antaget p.g.a. sygdom, ferie og nyt personale på kirkegården, og koordinering af el-arbejde, flisebelægning, belysningsforslag og efterfølgende afprøvning af belysning i mørke, samtidig med at coronaen har præget samfundet. I foråret 2012, da Sognehuset blev indviet, var Brylles foreninger så betænksomme, at gå sammen om en fælles pengegave til udsmykning af huset eller omgivelserne. Menighedsrådet havde forskellige overvejelser og besluttede sig for Bente Ekanders ide og oplæg, som vederlagsfrit blev stillet til rådighed til skulpturen, da Esther Larsen, Mads Hansensgade 18, i 2017 donerede sine stenskulpturer til Staudehaven, og samtidig gav de 2 store granitledpæle til kirken. De 2 ledpæle havde Esther Larsen fundet på sin brors gård i Vester Skerninge, og de har stået i hendes have siden 1970.Den 3.ledpæl fandt Kristian Skytte hos sin nabo.Efterfølgende har Brylle fritidscenter givet et bidrag på 5000 kr., og Fynske Frimureres Fond har givet 10.000 kr. Hjertelig tak for det. Desuden har Brylle kirke ved almindelig sparsommelighed lagt et beløb til. Bronzekuglen er hul, og den er støbt og opstillet af Skulpturstøberiet i Svendborg, som også har tilpasset ledpælene, så det hele står urokkeligt fast. Når mørket falder på tændes belysningen automatisk på kirkegården, og skulpturens belysning er tilsluttet samme system. Det er Lars Hedeman, THEIS Illumination i Odense, der har rådgivet om belysning. Skulpturen indvies ved lystænding torsdag d. 3.december 2020 kl. 17. På grund af coronaen er deltagerantal begrænset til 10 personer med særlig relation til projektet. Menighedsrådet vil gerne takke alle, der har medvirket til, at projektet kunne gennemføres og håber, at skulpturen også kan give stof til eftertanke i denne mørke tid: ”Lyset dog sejrer”

Eva Hansen formand for kunstudvalget